Både privat- og erhvervskunder kan tilmelde sig på posthuset. Privatkunder har desuden mulighed for at
tilmelde sig via Selvbetjening (ePosthuset).
På posthuset kan du hente folderen "Reklamer og gratis aviser Nej tak". Den giver dig information om ordningerne, og den indeholder en blanket, som du skal udfylde og aflevere ved kassen. Ved tilmeldingen på posthuset skal du vise legitimation i form af fx sundhedskort (sygesikringsbevis), dåbsattest eller navnebevis, vielsesattest, personnummerbevis, soldater- eller fagforeningsbog eller diverse personalelegitimationskort. Du kan også give en anden fuldmagt til at tilmelde din adresse. Den, du giver fuldmagt, skal medbringe fuldmagten, tilmeldingsblanket og egen legitimation af samme art som nævnt ovenfor.
Tilmelder du dig via Selvbetjening, er du som bruger forsynet med et log-in, der er et sikkert id. Du kan også bruge din Nem-id.
Når din tilmelding er registreret, sender vi et mærke til dig, som viser, at du er tilmeldt "Reklamer - Nej tak" eller "Reklamer og gratis aviser - Nej tak".
Du skal være opmærksom på, at der kan gå op til 2 uger fra tilmeldingen, før omdelingen af adresseløse forsendelser ophører. Post Danmark og andre distributører skal bruge tid på at gennemføre tilmeldingen.