Post Danmark opererer i et benhårdt marked, og som leder i Post Danmark skal du være resultatorienteret, involverende og nytænkende. Du skal brænde for at levere resultater gennem andre og turde gå foran - også når det brænder. Til gengæld tilbyder vi engagerede kollegaer og spændende arbejdsopgaver som for eksempel ledelse af vores team, coaching som primært ledelsesværktøj, innovationsprocesser og lean. Du får en udfordrende hverdag med stort ansvar og gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt - blandt andet igennem flere ledelsesniveauer og ledelsesroller.
Forandringer og udvikling
Post Danmark er en virksomhed i rivende udvikling. Vi har igennem længere tid gennemført markante forandringer i organisationen som for eksempel Lean produktion og en teamstruktur, hvor teamene selv har stort ansvar for at tilrettelægge og løse deres opgaver mest hensigtsmæssigt. Desuden er vi i gang med at fusionere med Posten AB, hvilket gør os stærkere og mere konkurrencedygtige. Endelig arbejder vi på at optimere vores virksomhed til de nye markedsforhold, hvilket blandt andet indebærer indkøb af avanceret teknik og tilpasning af virksomhedens aktiviteter. Kort sagt er tempoet højt, udfordringerne store, og udviklingsmulighederne mange.
Beslutsomhed og overblik
Med over 20.000 ansatte er der brug for involverende og handlekraftige ledere, der kan udvikle vores forretningsområder og tage ansvar. Vi har en flad organisation med fem ledelseslag, som giver den enkelte leder stort råderum. Som leder kommer du til at arbejde med Post Danmarks ledelsesmæssige styringsværktøj, Excellencemodellen, hvis mål er at udvikle alle virksomhedens områder systematisk og kontinuerligt. Overordnet har vi tre ledelsesroller.
Ledelse af medarbejdere. Her har du ansvar for at sætte holdet og udvikle et eller flere team. Du har en afgørende rolle for den daglige drift og for at omsætte mål, strategier og værdier til konkrete handlinger i hverdagen
Ledelse af ledere. I dette job har du ansvar for en række ledere i produktionen eller de administrative funktioner. Du skal oversætte forretningsstrategien til konkrete mål og skabe rammerne samt udvikle og holde dine ledere ansvarlige for deres ledelsesrolle
Toplededelse. Som topleder skal du udvikle forretningen på kort og langt sigt. Du skal være visionær og arbejde strategisk med at opbygge den rette organisation, optimere processerne samt drive en innovativ og resultatorienteret kultur.
Innovation og dynamik
For at fremme innovation ønsker vi at sikre et dynamisk og mangfoldigt miljø, hvor vores ledere kan dele viden og erfaringer på tværs af virksomheden. Derfor arbejder vi hele tiden på at sikre den bedste sammensætning af ledere med hensyn til uddannelse, køn, alder, baggrund og kompetencer. For eksempel arbejder vi på at få flere kvindelige ledere, hvilket du kan læse mere om under Flere kvinder i ledelse.